Sverigedemokraterna har i anledningen af det kommende Rigsdagsvalg udsendt denne video:

*****

Det er en 30 sekunder lang video om noget så komplekst som statens budget. Det er trivielt at påpege at videoen simplificerer sagen. Apropos trivielt:

All politik handlar om prioriteringar…

Sverigedemokraternas explicit udtalte budskab er at al politik handler om prioriteringer. Al politik handler om valg, og Sverigedemokraterna beder os vælge mellem indvandring og pension:

*****

Valget står ikke mellem indvandrere og pension. Valget står mellem indvandring og pension.

Indvandrer er (rimeligt eller ej) en markør, som den indvandrede vil bære rundt på resten af livet. Indvandring er en handling, som indvandreren har udført én gang. Et opgør med indvandring er ikke det samme som et opgør med indvandrere.

Overstående video opfordrer til et opgør med indvandring.

Opgør med indvandring

Budskabet er ikke engang at Sverigedemokraterna har noget mod de milliarder af mennesker, som ikke har det lige så godt som Sveriges 9.5 millioner indbyggere. Budskabet er at Sverigedemokraterna prioriterer de 9.5 millioner svenskere højere end de milliarder af mennesker, som (endnu) ikke har sat deres fod i Sverige, (endnu) ikke har løftet en finger for Sverige og (endnu) ikke har taget kvalificeret stilling til Sverige.

At prioritere A over B er ikke et udtryk for had til B.

Hetz

Svensk TV4 har afvist at sende overstående video:

»Den aktuelle film strider både mod radio- og tv-lovens demokratiparagraf og mod ytringsfrihedens forbud mod hetz mod folkegrupper«, siger TV4’s administrerende direktør Jan Scherman i en pressemeddelese.

Videoens budskab er at Sverigedemokraterna ønsker at prioritere pensionister over indvandring (igen, igen; ikke indvandrere, men indvandring). Sverigedemokraterna gør sig tilmed umage for at påpege at denne prioritering træffes i en økonomisk krisesituation.

De mødes med censur og følgende skudsmål på lederplads i Sveriges næststørste avis:

…och med reklamfilmen rinner polityren av SD.  Jimmie Åkesson tappar håret. Ser ni? Den brutala, primitiva skinnskallen bryter fram. Hans ljusa kavaj övergår i en grön nylonnyans. Får muddar. Blir en bomberjacka. Hans putsade skor växer ut till stålhättekängor.

SD har visat sin rätta karaktär. Hat.

Den sidste sætning er vist det vi danskere kalder “en selvhenter.”

Konklusion:

Det vælter frem med absurde historier fra Sverige i disse dage. Jeg tænkte at jeg ville blogge bare en enkelt af dem. Du kan få en forsmag på resten ved at klikke på et par af de nedestående links.

Alle kan se hvad du stemmer (i Sverige er valghemmelighed en feature, som man aktivt skal tilvælge)

Manden der leverede reklamens tekniske håndværk er blevet fyret fra hans job i Sveriges Radio Uppland

Hærværk rammer Sverigedemokraterne

Analyser:

Sverige er et beskyttet demokrati

Sverige er et u-land – hvad angår ytringsfriheden

Overskriften…

…er tyvstjålet fra Toy Story 3:

En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

Chef Donald

80′ernes fjernsyn var andet og mere end koncentreret kummerlighed. Et fast ugentligt ritual i min barndom var, når jeg, min søster og min far så “Så er der tegnefilm!”. To film fra Looney Tunes som forret, efterfulgt af et festmåltid fra Disney.

Disse Disney-film var lavet i 40′erne, de holdt max i 80′erne og jeg er sikker på at de holder i det 21. århundrede. Den tillid til mesterværkerne deler jeg ikke med Disney-koncernen.

BLAM!

En ny generation skal introduceres til klassikerne, og Disney har besluttet sig for at det gøres bedst ved at cutte fedtet fra, skære spilletiden ned til en femtedel, tilføje en irriterende stemme og skære plottet ud i pap. De kalder konceptet “Blam!”, og ord kan ikke yde det retfærdighed.

*****

WHAT THE FUCK!?!

Se også:

Den utroligt charmerende original-version (embedding disabled by request)

Hat-tip:

Time to revoke Disney’s ownership

Jeg har lige slået “forlov” op i Nudansk Ordbog.

Jeg skule være helt sikker på at ordet ikke have betydninger udover en anmodning om accept af en umiddelbart forestående handling. Vi vender tilbage til “forlov” senere.

Det usynlige digt

Den sødlige lugt af storby og monsun ligger stadig lige under overfladen her i Hvidovre.

Den kvalmende fornemmelse af overflødige vendinger og provinsialisme ligger stadig lige i begyndelsen af Flemming Andersens kronik i Berlingske Tidende.

Flemming Andersen maner fortidens store navne frem; Gilgamesh, Chr. Andersen, Patti Smith, Berthold Brecht, salmerne og “dem, der er forbindelsesleddet mellem livet og døden.”

Flemming Andersen snakker om “digte, kaldet salmer, som middel til at leve med både livet og døden.”

Flemming Andersen tegner et billede af “de overlevende flodbølgeflygtninge i Pakistan”, som “i aften lukker øjnene [...] med et digt, formet som en bøn, på læberne.”

Flemming Andersen finder en rød tråd, som samler verdenslitteraturen. Den røde tråd er ordet “digt.”

Menneskets ældste og stadig mest betydningsfulde udtryksform

Så efter at have malet billeder af digternes enorme rolle i menneskehedens, nationens og individets historie, springer Flemming Andersen frem til følgende konklusion:

Menneskets ældste og stadig mest betydningsfulde udtryksform er i dag ausradiert i den gamle kulturnation Danmark.

Problemet er at det ord, som er Flemming Andersens røde tråd i litteraturhistorien, i dag er blevet monopoliseret af en lille fringe uden gennemslagskraft.

Selverklærede digtere og deres selverklærede digte er ikke-eksisterende i den offentlige bevidsthed, hvilket fører til overstående non sequitur fra kronikørens side. “Menneskets ældste og stadig mest betydningsfulde udtryksform” er forsvundet fra vores kultur, og kun et tysk ord kan ramme og rumme undergangs-stemningen;

AUSRADIERT!

Flemming Andersen tegner et dystert billede af udryddelsens omfang:

Lindhardt og Ringhof udsendte Peter Poulsens nye digtsamling som print-on-demand. …  Derfor har den i digterkredse allerede fået status af at være endnu en markør af digtningens deroute herhjemme.

Det aalborgensiske forlag Anbliks truende lukning. … Anblik er et af de nye forlag, som kun udgiver kvalitetslitteratur og altså også digte. Nogle af de bedste både unge og gamle digtere udkommer her, og de trues af både hjemløshed og tavshed…

De kan jo bare se på de forlag, der stadig udgiver digte, forlag som Det Poetiske Bureau, After Hand, Bebob, genopstandne Jorinde og Joringel og andre. Det lugter af frivilligt, ulønnet arbejde for ildsjæle, og i øvrigt: Hvem har lige hørt om dem?

Menneskeheden er på bare 4.500 år gået fra Digtet om Gilgamesh til deroute via print-on-demand og lugten af “frivilligt, ulønnet arbejde for ildsjæle.”

Uden forlov!

…digtet er blevet taget som gidsel. Med forlov: Det er heller ikke flodbølgeofrenes skyld, at Pakistan har fældet alle træerne, og at landet har en rig overklasse, der kunne betale mere. De dør alligevel. Og med digtene herhjemme begynder det at ligne et spørgsmål om, hvad vi som samfund vil leve med.

…og så var det ellers at jeg pillede Nudansk Ordbog ned fra hylden, slog “forlov” op og opgav Flemming Andersens kronik.

Se også:

Før der var ausradiert, havde vi merkt die absicht

Slipper vi for lort, hvis der ikke er toiletpapir?

Apropos flodbølgeofrene i Pakistan

Mig og min søster har brugt vores Lørdag-aften på at besvare spørgsmål stillet til min søsters Twitter-konto. Vi Ustreamede processen, så den er bevaret for eftertiden, og undervejes fik vi en tilføjelse til vores blurb-samling:

*****

Showets koncept introduceres her. Without further ado…

Den tidligere wrestler Anton Geesink er død. Han blev 76 år gammel.

*****

Anton Geesink wrestlede fra 1973 til 1978, og var bl.a. oppe imod Bruno Sammartino, Stan Hansen og Gorilla Monsoon. På trods af en misundelses-inducerende liste over legendariske modstandere, så er det ikke hans eventyr i ringen jeg vil huske Anton Geesink for. Jeg har nemlig aldrig set ham wrestle. Hvorfor ærer jeg ham så med et blog-indlæg?

Fordi Anton Geesink var kendt blandt wrestling-nørder for at være totalt ukendt blandt wrestling-fans, og det er en præstation i sig selv.

It’s true! It’s true!

I 1961 blev Anton Geesink den første ikke-japanske verdensmester i Judo, og i 1964 fulgte han op på den triumf ved OL i Tokyo. Foran et japansk publikum vandt den 198 centimeter høje hollænder olympisk guld i open weight-klassen. I judo-kredse huskes og hyldes Anton Geesink endnu.

Med en imponerende pre-wrestling-pedigree, og med adskillige kampe mod æraens største navne, kan det måske undre at Anton Geesink havnede i wrestling-universets glemmebog. Forklaringen er simpel.

And never the twain shall meet…

Anton Geesinks wrestling-karriere begrænsede sig til All Japan Pro Wrestling, og helt frem til slutningen af 80′erne blev Japan og Nordamerika regnet for seperate wrestling-universer. Denne historie-forfalskning var så massiv at man gladeligt lod den nordamerikanske verdensmester tabe mesterskabet i Tokyo, så længe at han fik lov at tage bæltet med hjem til USA, hvor han fortsat kunne føres frem som verdensmester og ubesejret på femte år.

En hollandsk wrestler, som deltids-wrestlede på 70′ernes japanske wrestling-scene? Han var dømt til glemsel. Hvorfor husker wrestling-nørder ham så endnu?

Glemmebogen genåbnes

Det indflydelsesrige Wrestling Observer Newsletter kårede i starten af 2010 Kurt Angle til Wrestler of the Decade. Kurt Angle er (selvsagt) en fandens dygtig wrestler, men han er også den velsignede indehaver af en uforlignelig baggrundshistorie. Kurt Angle blev nemlig markedsført som den første og eneste kæmper, som er trådt ned fra sejrsskamlen ved De Olympiske Lege og ind i wrestling-ringen. Kurt Angles imponerende CV som konventionel bryder blev konverteret til et uimodsigeligt gimmick; den olympiske guldvinder fra 1996, som prøver kræfter med World Wrestling Federation. Den eneste OL-guldvinder i professionel wrestlings historie.

…og så fik Anton Geesink pludseligt et eftermæle, som værende det korrekte svar på det trivia-spørgsmål, som skiller wrestling-fans fra wrestling-nørder.

Bohemian Rhapsody d. 9. april 2010:

We must trust theory

The highlight of the April issue of Cahiers du Cinéma is an interview with Slavoj Žižek. Following up on a piece he wrote about Avatar, reprinted in the March issue of Cahiers, he confesses to his interviewers that he hasn’t seen the film; as a good Lacanian, the idea is enough, and we must trust theory.

…

‘As a good Hegelian, between the idea and the reality, I choose the idea.’

Information d. 23. august 2010:

Denne åbningslinie er så Informations cue til at fylde en artikel med Zizek-isms, som f.eks. denne perle: “Ikke engang på de mest enkle og direkte spørgsmål giver jeg klare svar. Jeg kan lide at gøre spørgsmålene komplicerede.” Ingen Zizek-ism overgår dog Informations egen idioti.

Det er ulykkeligvis hævet over enhver diskussion at Slavoj Zizek har mange fans (også i Danmark), men med hvilken rimelighed vælger Information at benævne denne gruppering “den intellektuelle fortrop”?

Mig og min søster har brugt den sidste time på at besvare spørgsmål stillet til min søsters Twitter-konto. Vi Ustreamede processen til gavn og glæde for menneskeheden i al almindelighed, og som sædvanlig fik vi fed respons fra vores seere:

*****

Heads-up: Showets koncept introduceres her. Vores valgte format har den svært undgåelige konsekvens at der går noget tid før vi er løbet i gang, og der går lidt over et minut før vi besvarer det første spørgsmål. Men efter den rituelle indledende tomgang, begynder showet at tage form… So without further ado;

Ja; caps lock i overskriften er med vilje…

Kunstnerduoen Michael Elmgreen og Ingar Dragset, som står bag Havdrengen i Helsingør, har begået et kunstværk med titlen DET ER ALDRIG FOR SENT AT SIGE UNDSKYLD!

…en performativ udendørsskulptur, som bliver aktiveret hver dag på slaget tolv – som var den et rådhusur – ved at en person åbner udstillingsmontren, tager megafonen ud og råber til de forbipasserende: DET ER ALDRIG FOR SENT AT SIGE UNDSKYLD!

Så langt, så rindalisme-inducerende…

Det der budskab med muligheden for at sige undskyld – det er vist det der kaldes en selvhenter.

Kunstnerne kunne nemlig passende starte med at sige undskyld for at beskrive deres værk “som et opråb til et samfund, hvor det er blevet legitimt at sparke tænderne ud på dem, der ikke lige passer ind.”

Michael og Ingar; når I skriver “et samfund” med henvisning til det danske, så er det bl.a. mig, min familie, mine venner, mine kollegaer og mine læsere, som I beskylder for at legitimere rå, meningsløs vold. I skylder os en undskyldning.

Encore Une Fjols:

Hvis du ønsker et opgør med det, som kunstnerne kalder “et samfund … hvor selv autoriteter som politikere og dele af medierne tillader sig at omtale medborgere i nedladende og respektløse vendinger“, så lad for Sagans skyld være med selv at være et medie, som omtaler dine medborgere i nedladende og respektløse vendinger.

Se også:

KUNST

En af denne blogs faste features er Dagens WTF; Dagens ‘What The Fuck’.

Hvem ellers?

Blæksprutten er en fast feature i Weekendavisens sektion om Bøger. I denne uge er Blæksprutten skrevet af Klaus Rothstein, og i anledning af “forlagenes efterårsprogrammer”, så “fortsætter vi orienteringen om nogle af de bøger, vi skal læse, prise eller afvise i de kommende måneder.”

Nu skal man enten være professionel anmelder eller ualmindeligt aktualitets-fetichistisk, hvis man vil lade forlagenes efterårsprogrammer influere ens læsning, men… Fred, frihed og lykke være med det.

I dag åbner vi med lyrikken…

“I dag åbner vi med lyrikken” er en af den slags sætninger, som normalt kan få mig til at råbe “i dag lukker vi avisen” ud i rummet, men af svært ransaglige årsager læste jeg videre. Min indsats blev belønnet med et guldkorn ud i genren what the fuck!?!

Tiderne Skifter disker også op med noget så sjældent som udenlandsk lyrik i dansk gendigtning. Janina Katz har oversat polske Ewa Lipskas I Herberget Europa.

Nu er der sikkert en god grund til at udenlandsk lyrik i dansk gendigtning er sjældent. Udbud og et-eller-andet… Den disksussion er dog ikke mit ærinde her.

Rothstein mener ikke alene at Weekendavisens læsere er interesserede i at læse om en polsk digter, som har gendigtet en anden polsk digters værk. Nej, Rothstein føler sig tillige tryg ved at forudsætte at hans læsere har en for-forståelse for emnet. Den overstående sætning lyder nemlig i sin oprindelige version:

Tiderne Skifter disker også op med noget så sjældent som udenlandsk lyrik i dansk gendigtning. Janina Katz – hvem ellers – har oversat polske Ewa Lipskas I Herberget Europa.

WHAT THE FUCK!?!

*****

Læserne introduceres for tre koncepter, som de skal jonglere; a) Janina Katz, b) Ewa Lipska, c) I herberget Europa (tilsyneladende en digtsamling).

Læserne forventes at betragte disse koncepters indbyrdes relation, som værende en forudsigelig konsekvens af at koncepterne er sammenbragt.

Forudsigeligheden ikke bare er forudsigelig, men ligefrem så forudsigelig at Rothstein kan underholde sine læsere med et retorisk spørgsmål, som er baseret på en for-forståelse af at vi alle er indforståede med denne forudsigelighed.

Vi snakker om en polsk digters gendigtning af en anden polsk digters værk.

Six Degrees of Kevin Bacon er en selskabsleg for film-buffs. Legen går ud på at finde en skuespillers Bacon Number, dvs. forbinde ham med Kevin Bacon ved hjælp af så få film som muligt. Jeg giver ordet til Wikipedia:

The Bacon number of an actor or actress is the number of degrees of separation he or she has from Bacon, as defined by the game. This is an application of the Erdős number concept to the movie industry. The higher the Bacon number, the farther away from Kevin Bacon the actor is.

The computation of a Bacon number for actor X is a “shortest path” algorithm:

• If the lowest Bacon number of any actor with whom X has appeared in a movie is N, X’s Bacon number is N + 1.
• Kevin Bacon himself has a Bacon number of 0.

Here is an example, using Elvis Presley:

• Elvis Presley was in Change of Habit (1969) with Edward Asner
• Edward Asner was in JFK (1991) with Kevin Bacon

Therefore Asner has a Bacon number of 1, and Presley (who never appeared in a film with Bacon himself) has a Bacon number of 2.

As of December 2007, the highest finite Bacon number reported by the Oracle of Bacon is 8.

Mens vi filmbuffs havde travlt med at finde Bacon-tal, så har højrefløjen udviklet deres egen Six Degrees-selskabsleg.

Six Degrees of Islam

I Six Degrees of Islam skal du finde den korteste mulige forbindelse mellem et givent emne og Islam. Tillad mig at illustrere, hvordan man leger Six Degrees of Islam med et par autentiske eksempler fra Blogland:

Rådet for Større Badesikkerhed

Mads Kastrup blogger her kritisk (og fornuftigt) om Rådet for Større Badesikkerhed, som “forlanger … at uopmærksomme forældre skal kunne straffes, hvis deres børn drukner i haven eller andre steder.”

Den katolske blogger Kimpo udnytter lejligheden til at lege Six Degrees of Islam, og kommer med følgende kommentar:

Visse muslimer ofrer gladeligt deres børn i en højere sags tjeneste(tænk hamaSS). Hvis vi nu antager at den voksende muslimske befolkningsandel også medfører flere og flere forældre, der ikke ser nogen katastrofe i deres børns død (herre gud, de har så mange og det var sikkert allans vilje), bliver det da ikke relevant at straffe forældrene?

Min pointe er, at Kastrups syn på sagen forudsætter en kulturel homogenitet, som efterhånden ikke længere er til stede i Europa.

Rådet for Større Badesikkerhed: Islam-tal 1

*****

Kristen massemorder

Uriasposten blogger her om den kristne massemorder Elias Abuelazam. Uriasposten nævner udtrykkeligt at morderen er kristen; Til venstre herunder ses den meget omtalte ’serial stabber’ – palæstinensiske Elias Abuelazam (kristen; israelsk pas).

Men Uriaspostens kommentatorspor er fyldt med garvede Six Degrees of Islam-spillere, og Elias bliver lynhurtigt, og befriende blottet for argumentation, skrevet ind på den sørgeligt lange liste over islamiske terrorister:

US regeringen ønsker ikke at krænke muslimske følelser, nævner sjældent “Muslim” eller “Islamisk” når den beskriver islamisk terrorisme. Seneste eksempel på denne leflen for islamiske følelser er Obamas kvalmende hyldest til islam ved indledningen til Ramadan.

Kristen massemorder: Islam-tal 1

*****

Julemærker

Manden bag Uriasposten er fugleentusiasten Kim Møller. I 2008 offentliggjorde han en historie, som blot bestod af nedestående billede suppleret af sætningen “Fra Julemærkefondens hjemmeside – Julemærke 2008″:

Allerede dengang var Six Degrees of Islam en populær selskabsleg i nationalkonservative kredse, og vi får et par velspillede moves fra de garvede veteraner Hans, Janne og DaLi:

Det er simpelhent en katastrofe, at julen kan tilpasses muslimer.

…

Var ‘julemærket’, hvor julen er blevet tabu, bare det eneste multikulturelle angreb på dansk kultur, men det er det desværre ikke. I multikulturen er der i københavnske skoler ikke mere plads til skolemad der ikke er halal. I supermarkeder kan man ikke mere købe en kylling der ikke er halal slagtet – det er jeg meget træt af. Der skal i stedet for være en reel valgmulighed – valgmulighed om man vil have halal eller ej og om man vil have religiøs (’bønnet’) mad eller ej.

…

Den “kristne” jul er sgu alligevel mere hedensk end kristen. Det ændrer dog ikke ved, at grunden til dens afskaffelse er … ja muslimsk. Religiøs supremacisme, lige ind af bagdøren.

…

Julemærker: Islam-tal 1

Summa summarum:

Six Degrees of Islam er en underholdende selskabsleg, som har potentiale til at blive en blockbuster, som vil optage samfundsdebattører på samme måde som Six Degrees of Kevin Bacon har optaget filmbuffs. Jeg tillader mig dog at tænke en enkelt tanke…

Hvordan kan det være at spillerne bliver ved med at finde fornøjelse i Six Degrees of Islam, når Islam-tallet hver eneste gang er 1?

Hat-tip:

The Citizen som (sandsynligvis uforvarende) inspirerede mig.

Se også:

Trommen Er Død med en fornøjelig gennemgang af Julemærker igennem tiderne.

Oracle of Bacon